Kompostering kaldes den proces, hvor man bevidst fremskynder og styrer nedbrydningen af organisk stof. En vellykket kompostering forudsætter, at en række betingelser er opfyldt:
* udgangsmaterialet skal være varieret, findelt og blandet
* C/N-forholdet skal være så lavt som muligt
* pH skal være tæt på neutral (pH 7)
* materialet skal holdes fugtigt gennem hele forløbet
* ilt skal kunne trænge ind til alt materiale
* CO2 skal frit kunne forlade materialet
* udgangstemperaturen bør være ca. 20 grader
* procestemperaturen må meget gerne nå op på 70 grader
Nogle af betingelserne kan opfyldes allerede fra begyndelsen. Det er muligt at sammensætte og behandle udgangsmaterialet (førne) sådan, at det opfylder betingelserne. Det er straks mere besværligt at få sænket C/N-forholdet på en naturlig måde. Iblanding af dyrisk materiale eller bælgplanterester virker dog som regel godt nok, men i givet fald kan der strøs et ganske tyndt lag af kalksalpeter på førnen. Samtidig kan man strø noget jordbrugskalk oven på. Det skal bruges til at neutralisere de syrer, der dannes under komposteringen.