Gødning er et materiale, som bevirker, at planter vokser og trives bedre. Derfor kan mange stoffer bruges som gødning, alt efter den virkning på planterne, man ønsker at fremkalde. Før den moderne kemis sejrsgang kendte man godt til vigtigheden af at bruge gødning, men processen havde nærmest magisk eller besværgende karakter. I dag ved man præcist, hvorfor planter kan trænge til gødning, og hvordan man kan afhjælpe denne trang. Det var især Justus von Liebigs banebrydende forskning, som lagde grunden til denne viden, men det blev en skuffelse for ham, at den tankeløse brug af kunstgødning blev resultatet af denne forskning.

Formål med at gøde

Når man gøder, går man efter to faktorer: Først laver man en grundgødskning, som kan være en kalkning for at sikre optimal pH (for kulturen) og en tilførsel af næringsstoffer til det optimale (for kulturen). Så laver man en eftergødskning, som sikrer, at pH forbliver optimalt (for kulturen) og tilfører næringsstofferne i takt med, at de fjernes fra jorden (for kulturen).

Hvis gødningen er en naturgødning, bliver den efterhånden nedbrudt, sådan at de indbyggede næringsstoffer frigives. Hvis gødningen er en kunstgødning, frigives næringsstofferne straks ved opløsning i jordvandet. Efter nedbrydning og opløsning bliver gødningsstofferne til ioner i jordvæsken. Nogle af dem (kationerne) bindes til ler- eller humuskolloiderne. Senere frigøres de atter og kan så optages af planternes rødder, sådan at de dermed bliver optaget i planterne. Optager planten flest positive ioner (kationer), udskiller den flest brintioner. Optages flest negative ioner (anioner), udskiller den flest hydroxyl-ioner.